AC Forza - De Syv Små Dværge

1-3 (1-1)

Det er svært at spille fodbold på Kløvermarken for tiden, for at være helt ærlig. Græsset er højt, og banerne er mere ujævne end nogensinde. Men så må man jo forsøge at kæmpe sig frem i stedet, og i den slags kampe er det godt at have en dommer som kan sørge for at gribe ind når spillet bliver for voldsomt.

Det havde vi så ikke lørdag mod AC Forza, og derfor var der mange grunde til at det blev en yderst uskøn kamp. Men der blev kæmpet, og det gav bonus til sidst - endda på spektakulær vis i slutfasen med et ægte tankforward-mål. Men inden da skulle der først lige slåsses.

Starten på kampen var lidt nervøs, forvirret og ustruktureret, men mens den manglende struktur blev ved kampen igennem, kom der efterhånden lidt bedre styr på nervøsiteten og forvirringen. Vi startede nogenlunde fornuftigt med at prøve at få styr på defensiven, og derfra bredte sikkerheden sig fremad - ikke mindst godt hjulpet på vej af fremragende vokalt arbejde bagfra fra keeper Kirkeby. Som i det meste af første halvleg var den eneste der syntes at have energi og overskud til at dirigere med de andre Dværge.

Han havde så også energi til at tage med hænder - og gjorde det flittigt. Modsat Forzas målmand, må man nok sige. Han bliver forhåbentlig ikke alt for såret hvis han skulle komme herind og læse at han ubetinget var holdets svageste led og en meget stor kilde til usikkerhed. Det vidste Dværgene heldigvis at udnytte, og på et kontraangreb midt i første halvleg tog angriber Ali chancen udefra og sparkede bolden hårdt og fladt ind.

Stor glæde blandt alle de små Dværge, men inden pausen skulle det lykkes Forza at passere Kirkeby; en midtbanespiller nåede en 'umulig' løs bold ved baglinjen og slog den ind over, hvilket fangede flere Dværge i en situation hvor en fremstormende forzist kunne sparke bolden sikkert ind.

I pausen var vi dog enige om at vi nok skulle kunne klare opgaven - og om at vi i hvert fald skulle se at få testet målmanden noget mere. Det gjorde Morten på lidt uventet vis da han kastede et indkast direkte i mål, hen over en noget flagrende målmand, og så var vi foran.

Så skulle der ellers kæmpes for alvor resten af kampen. Forza overmatchede os grundigt spillemæssigt på midtbanen, men skanserne hold - også selvom det ofte var den sidste af dem der måtte tages i brug. Og mod slutningen kom så forløsningen: Ali havde en god dribletur på kanten, lagde bolden fint og fladt ind til Troels - som kastede sig ned og tacklede bolden sidelæns i mål. Sådan skulle dén kamp rundes af! Tre point til samlingen, og nu skal vi da bare vinde resten af vores kampe, så har vi ligefrem en risiko for at blive i rækken.
-bnk

 

Kampen kort

Mål for Dværgene:
0-1
Ali
1-2 Morten LC
1-3 Troels

Dagens Dværg:
Søren K.

Startopstilling

 


Søren K.


Claus
Lars F.           
Martin

Malik    Morten

Ali

Bænk:
Stig (h. back)
Bo (v. midt)
Troels (angriber)

 

Trænerens vurdering

Søren K.: 10
Martin: 9
Troels: 8
Stig: 8
Bo: 7
Malik: 9
Claus: 9
Ali:
9
Lars F.: 8
Morten LC: 9

 

Karakternøgle

03 - Uacceptabelt
5 - Var du fuld?
6 - Under vanlig standard
7 - En almindelig dag på kontoret
8 - Flere lyspunkter, men ellers en kamp på det jævne
9 - Stor kampgejst og vilje til at vinde. Over vanlig standard
10 - Total i orden indsats med få fejl
11 - Ekstraordinært højt niveau kampen igennem
13 - Sublim. Ikke et ben sat forkert