|
|
|
|
| Her
følger som lovet et kort referat af søndagens kamp mod Marts
96. Og jeg mener kort – solen skinner udenfor! Det bliver afgjort for snævert
til heksametre og andre lyriske driblinger. Men altså kortfattet
og faktuelt. Hvad er der også at sige om en kamp, der ender 0-0?
“Begge hold havde sine chancer, ingen af dem scorede…”
Og dog – først dommeren: den samme lidt åndsfraværende fyr, man havde hevet ud af kaffestuen, sidste gang Dværgene spillede. Vi var således forberedt på hans let slingrende kurs med tyngden lagt omkring frispark for skub i ryg og omkast ved indkast. Modstanderne havde tydeligvis ikke samme viden, og det var en fornøjelse at se deres vantro ansigter, når dommeren med bøjet nakke ved et klokkeklart målspark først pegede mod himlen og siden gav Dværgene hjørne. Men for retfærdighedens skyld må man dog give dommeren, at hans indsats denne dag mere var speciel end egentlig katastrofal. Og så spillet: Marts 96 er et af rækkens bundhold, men det kunne man nu ikke rigtigt se. Forholdsvis hurtige, forholdsvis boldsikre og bestemt ikke bange for hverken at tackle igennem eller give et lille skub. Dværgene har tabt til dem, der var dårligere. At Dværgene undgik nederlag i denne kamp skyldes først, at vi stod bedre placeret. Meget innovativt havde trænerduoen besluttet at sætte Svop ind i den centrale forsvarskæde – en opgave han klarede udmærket. Med god kommunikation evnede forsvaret efter det første nervøse kvarter at sidde tæt på deres angrebsspillere, bryde godt ind og sparke bolden væk, når det var nødvendigt. Især Lars K. var god til at sparke væk. Midt inde i første halveg begyndte Dværgenes angrebsspil også at hænge bedre sammen. Her skiftedes Saaby ind, og hans evne til at holde på bolden gav opspillet en smule mere substans. Bedste forsøg kom dog fra Lars F., der sparkede resolut på en lang aflevering og var ganske tæt på at score. I anden halveg havde også Marts 96 et par nærgående forsøg: Et skud ramte først stolpen og derefter i ryggen på Stig, der måtte ligge helt stille for ikke at komme til at skubbe bolden i mål. For de mange Dværge, der var mødt op for at se på, var sekunderne, inden Stig mente, at han godt kunne tage bolden i hænderne, lange. Senere havde Marts 96 et hovedstød på ydersiden af stolpen. Hasholt stod en halv meters penge under angriberen og kunne godt se, at bolden lå godt. I den anden ende var det igen Lars F., der stod for den største chance. Troels lagde en aflevering i mavehøjde fremad (“Det var med vilje!”), som Lars lige fik skovlet over mål, dels presset af målmanden, dels sikkert overrasket over, at bolden nåede hele vejen gennem forsvaret. Andre ikke-helt-oplagte-men-dog-udmærkede forsøg stod bl.a. Claus for, da han var lige ved at få en lang aflevering under kontrol i fri position foran mål. Ligesom Saaby havde nogle nærgående forsøg ved dødboldsituationer (der sammen med en kraftfuld indsats på midtbanen var med til at gøre ham til Dagens Dværg – tillykke!). Få minutter før, dommeren opdagede, at nu var det vist ved at være tid til at fløjte af, var The Blackbird of Depression så lige ved at slå ned på den bordeaux-sorte langside. En modstander slap igennem forsvaret og kunne på tæt hold sparke mod mål. Heldigvis – for nederlaget havde da ikke være til at bære – lykkedes det Stig at stille hoften i vejen. |
Trænerens vurdering: Stig (9) - kom godt
ud i angribende Martsere et par gange og måtte tage nogle knubs.
Præsterede også at give Dværgene dårlige nerver
i et par tilfælde hvor bolden dansede omkring stregen.
|