Gnisten FC - De Syv Små Dværge    2-7 (2-2)
Af Per Saaby
 
Kampen mod Gnisten F.C havde på forhånd mange undertoner. Var den uskønne forestilling fra sidst de to hold mødtes lagt i glemmebogen? Var det tidlige tidspunkt en ulempe? Hvis det ikke blæste, hvad skulle vi så skyde skylden på? Bliver man en bedre Dværg af at blive far? Står Christian H. bedre på mål når han er bagstiv? Kan Per Saaby både se fodbold og filme samtidig? 
    Det sidste spørgsmål er et klart nej. Det holder ikke at sætte en alt for snaksagelig Dværg til at sørge for lidt hjemmeside-guf når holdet spiller. Dette udstilles klart og lidt utydeligt. Hvad angår de resterende svar, så kan man kigge i vejviseren. De er langt fra relevante når man som selvpåtaget sidecoach skal beskrive det indtryk som kampen, der gav Dværgene de første tre point i A-rækken, efterlod. 
    For at dette ikke skal blive kendt som referatet der ikke ville dø, går vi lige til sagen. To ting afgjorde kampen til Dværgenes fordel. Den igen allestedsnærværende intense Dværgefight og vores ubarmhjertige udnyttelsesprocent på chancer som denne søndag morgen må have nærmet sig de 80%. 
    Der blev fra starten lagt vægt på at Dværgene skulle vinde nærkampene, og her gik den hasteindkaldte Thomas (Dagens Dværg) forrest. Han var så at sige alle steder på banen i starten af kampen, hvilket betød at man skulle være glad for at bære bordeaux/sort trøje, ellers havde man sikkert fået en tackling med på vejen. Dværgene havde da også et lille overtag, der udmøntede sig i en stor chance til Rune, der desværre afsluttede uden at have taget den besværlige bane in mente, hvilket gjorde at bolden både gik højt og ved siden af. En bane der få steder mindede om Tour’ens stigninger uden for kategori. 
    Det første mål udstillede præcist hvad der var kendetegnende for Dværgenes svaghed i første halvleg. Kommunikationen. En tidligere bekendt af undertegnede fra de glade Fremad A. dage, Piske, sneg sig gennem hele kampen ud i et af straffesparkfeltets sider og modtog bolden fra en fremstormende Gnisten-spiller.
    Dværgene får ikke snakket sammen idet han rykker, og det resulterede i flere farlige situationer pga. af den manglende opdækning. Heldigvis for Dværgene blev det kun til dette ene mål, som han sparkede ind med ydersiden fra en meget spids vinkel. En ærgerlig start efter den gode åbning.
    Gnisten styrede herefter begivenhedernes gang og pressede Dværgene, der dog på ægte Dværgemanér kæmpede sig tilbage, uden dog på nogen måde at have tre på hinanden følgende  afleveringer. Udligningen kom da også i hus på fight, hvor Bo tacklede den fra en Gnisten-spiller efter et indkast på deres banehalvdel, afleverede til Peter, der spillede en uopdækket Thomas helt blank foran mål, hvorefter han trillede den forbi Gnisten-keeperen. 
    Der skulle dog ikke gå mange minutter, før armene kom ned igen. Et frispark i Dværgenes højre side sparkes hårdt mod mål, rammer jorden foran Holstein, der nok må søge om landbrugsstøtte efter at have set bolden trille ind i målet. Dårligt udsyn, svær bane og et godt sparket skud fra en mand der går under navnet Piske... Christian, det er i orden. Specielt fordi vi vandt. 
    Resten af halvlegen fortsatte med Gnisten som spilstyrende, med sporadiske chancer til begge hold. Udligningen for anden gang havde samme ophavsmænd som det første. Peter prøver et skud langt ude fra, og ud af den blå luft dukker Thomas igen op, denne gang bag ved en Gnisten forsvarer, og styrer bolden i modsatte retning af hvor målmanden var på vej hen. 2-2. Et pauseresultat Dværgene kunne være mest tilfredse med, for Gnisten var et lige så godt et hold som vi havde forventet.
    Nu skulle man måske tro at Dværgene fuldstændigt styrede anden halvleg, resultatet taget i betragtning. Det var dog langt fra tilfældet. Midtbanen blev presset helt ned i straffesparksfeltet og efterlod alt for meget plads til Gnisten at boltre sig på. Afslutninger var der masser af, men de endte som regel i en Dværgeblokering eller i hænderne på en vis Hr. Holstein. Forvaret var i denne fase uhyggeligt godt kæmpende, og Søren K. fik lukket godt af for deres farlige frontangriber.
    Gnistens iver efter at score gav plads bagtil, hvilket Rune forstod at udnytte. Han løb de rigtige steder hen, og når han modtog bolden, spillede han den fornuftigt videre, hvilket resulterede i Dværgenes første føring i A-rækken. En vaskeægte kontraspecialitet, som Dværgene er så kendt for, og som skulle komme til at kendetegne resten af kampen. Rune modtager bolden i løb efter et Gnisten-hjørnespark og sender den mod bagerste stolpe, hvor Lars F. kommer stormende og banker bolden op under overliggeren. Dette var resultatet af et sandt arbejdsraseri fra Lars’ side, og med målet fulgte siden hen dribleture, hvor Lars snød tre Gnisten-forsvarere og kom til afslutning, med efterfølgende applaus for den gode præstation. En af de bedste kampe undertegnede har set Lars spille. I denne sammenhæng skal det nye trænerteam have meget ros for de taktiske overvejelser ved at placere Lars og Rune på de pågældende pladser. Indtil videre har det vist sig, at disse to spillere er blevet endnu mere værdifulde. 
    Kort efter havde Dværgene indkast, som blev sendt ind foran mål, hvor Thomas havde en mand i ryggen. Der skal åbenbart mere til at holde ham nede, så i ren Tonje Kjærgård–stil snurrede Thomas rundt og bankede bolden ind til Dværgenes fjerde, og hans eget tredje, mål. En sand fornøjelse at have en så engageret spiller til rådighed. Og glem alt om skarpe sidelinjekommentarer om ikke at være målsøgende nok. De er hermed bragt til skamme. 
    Gnisten pressede nu endnu mere på, men glemte baglandet. Igen opsnappede Rune en kontra og sendte en lynhurtig Peter på langfart. Han afdriblede målmanden, men der var imidlertid kommet én på stregen. Peter, som ikke er bleg for at gøre tingene lidt mere spændende ved at drible, fortsatte hvad han havde gang i, hvilket gav målmanden tid nok til, sammen med en anden spiller, at kappe begge Peters ben. Straffe - og undskyld, Søren, det skulle have været foreviget!
    Luften i ballonen løb nu lige så stille ud af Gnisten, mens Dværgene bare fortsatte. Dette fortæller lidt om den form Dværgene p.t. er i. Rune og Peter kom begge til åbne muligheder, dog uden held. 
    Der skulle endnu en dødboldssituation til før Dværgene igen udbyggede føringen. Her er udtrykket ”så du røgen?” vist på sin plads. Jeg sikker på at netmaskerne stadigvæk står og blafrer, uanset vejret, efter Peters fremragende frisparksmål. Samme Peter sluttede målfesten af, da han i helt fri position modtager bolden, efter god fight på midten i to omgange, og sparker den fladt ind via målmandens ben. En målmand der vel at mærke stod godt, men var chanceløs mod et effektivt spillende Dværgemandskab. 
    En god kamp på en dag hvor mange spørgsmål lå og lurede, og hvor svaret blev at det altid er godt når man slår et godt hold.  
1-1 Thomas 
2-2 Thomas
2-3 Lars F.
2-4 Thomas
2-5 Søren K. (str.)
2-6 Peter
2-7 Peter
Startopstilling
Chr. H 
 
Søren K. 
Stig                 Lars F. 
 
Thomas      Bo  
 
Rune
Bænk: 
Lars K. (backpladser) 
Peter (forward/midtbane)
 
Dagens Dværg: 
Thomas


Trænerens vurdering:  

Chr. H. (9) - ærgrede sig vildt over 2-2 målet, men kom godt igen i 2. halvleg hvor han specielt gik godt frem i feltet.

Bo (9) - lå generelt for langt tilbage på banen, men fik brudt en del angreb og fik også sat et par stykker igang selv.

Rune (9) - fik specielt godt fat i 2. halvleg med gode hurtige afleveringer, hvor han til gengæld havde lidt svært ved at få spillet igang i første.

Peter (10) - måtte løbe og kæmpe meget på midtbanen, men boltrede sig specielt efter pausen hvor der blev mere plads fremad.

Lars F. (10) - udnyttede sin hurtighed godt til farlige rush frem ad banen og var godt aggressiv i defensiven, omend det tog lidt tid helt at komme på plads i opdækningen.

Lars K. (9) - dækkede fint af på de tre bagerste pladser og fik fra tid til anden overskud til at gå med frem, dog mest i anden halvleg.

Søren K. (9) - kæmpede ganske godt bagerst og vandt mange dueller, men var lidt tavsere end vanligt og havde småproblemer med at dirigere forsvaret mod de meget bevægelige Gnister.

Stig (9) - spillede igen en yderst fornuftig gang højre back og var god til både at dække af og skille sig af med bolden. Tilmed talte træneren mindst ét fremstød fra højre side.

Thomas (11) - gled bemærkelsesværdigt let ind på pladsen på midtbanen, hvor han både var omhyggelig i det defensive arbejde og voldsomt giftig i sine ryk både med og uden bold.