Dynamo Mørkhøj - De Syv Små Dværge   2-3 (2-1)
Af Lars Knudsen

 
Humøret var før kampen højt blandt Dværgene, der tydeligvis var lettede over at sæsonens sidste kamp kun havde betydning for længden af Dværgenes serie af kampe uden nederlag. Den største, eller rettere eneste, kilde til nervøsitet var om Mørkhøj overhovedet ville møde op, og under Dværgenes intensive opvarmning af hjørnesparkssituationer blev der mangen en gang skævet ned mod de hvidblusede modstandere, der længe kun talte fire.
    Men Mørkhøj kom i sidste øjeblik otte mand høj, og på trods af at de, så vidt denne referent kunne observere, ikke havde øvet et eneste hjørnespark inden kick-off, satte de sig på kampen fra start. Mørkhøjs talstærke midtbane gjorde det svært for os at kombinere os frem ad banen, og deres energiske pres mod bagerste kæde gjorde at det oftere blev til sparken væk end lange afleveringer med adresse.
    I det hele taget var Mørkhøj fra starten oppe i et andet tempo end Dværgene. Der blev vundet for få nærkampe og vores organisation forekom flagrende, muligvis fordi flere af Dværgene gerne ville markere sig offensivt i sæsonens sidste kamp og Kaspar derfor i et par situationer var alene tilbage når Mørkhøj slog kontra.
    Kampens første mål tilfaldt dog alligevel Dværgene. Et langt indkast blev sendt ind i Mørkhøjs felt hvor Claus udnyttede sin store styrke i luften og snittede bolden mod bagerste stolpe, hvor Peter kunne prikke sit 25. sæsonmål ind. Efter kampen blev det antydet at Peter kunne have valgt en mere spektakulær scoring som kroning på sit værk, men det må siges at det var et rigtigt forwardmål, af på-det-rigtige-sted-på-det-rigtige-tidspunkt typen, og som sådan en passende afslutning for en scoringsrekord.
    Målet slog dog ikke ikke Mørkhøj ud, og de fortsatte deres offensiv hvor især den deres lille tætte nr. 11 og deres blonde nr. 10 voldte Lars K. svære kvaler i venstresiden og deres lange forward gav Kaspar nok at se til i midterforsvaret. Det blev til 1-1 da et indkast fra venstre side fik lov at passere helt til bagerste stolpe, hvor en Mørkhøj forsvarer aldeles udækket og meget sikkert kunne heade udligningen i mål.
    Dværgene forsøgte at få lidt tænding på, Kaspar prøvede med tilråb fra bagerste kæde at vække Dværgene fra deres snehvidesøvn, men på det tidspunkt uden resultat.
    Mørkhøj bringer sig foran ca midtvejs i halvlegen. En angriber trækker Kaspar ud i højre side af forsvaret, lægger bolden fladt ind i feltet hvor Lars K. ikke har tilstrækkelig punch i sin tackling, og Mørkhøjs nr. 10 kan derfor sparke bolden sikkert i mål uden for Stigs rækkevidde.
    Dværgene tilspillede sig en enkelt god chance, da Peter kom igennem Mørkhøjs højreside, men afslutningen gik snært forbi højre stolpe. Dværgene havde også et par forsøg udefra, hvor i sær Lars F. testede den korpulente målmand. Og Claus skabte en del løse chancer ved at vinde de fleste hovedstødsdueller som følge af hjørnespark eller indkast.
    Mørkhøj var dog halvlegen ud det farligste hold. Den lange og meget hovedstødsfarlige angriber havde et hovedstød tæt forbi den ene stolpe og noget der lignede en friløber, da Kaspar kiksede en tæmning. Stig greb sikkert ind på to gode frisparksforsøg fra Mørkhøj og således kunne Dværgene gå til pausen i den uvante situation at være bagud!
    I pausen var der enighed om at Mørkhøj havde spillet godt, men at det kunne vendes med en mere koncentreret og aggressiv indsats fra Dværgene. Serien var selvfølgelig vundet, men de fremmødte fans var i kampens løb kommet op på 4 og så slemt skuffede ud i pausen. Dværgene fornemmede klart at der skulle mere til for at behage det sejrsvante publikum.
    Mørkhøj så dog også ud til at være indstillet på at lade os komme fra starten af anden halvleg. Deres to bagerste holdt meget på bolden for at lokke os fremad. Dette lykkedes kun delvist da Dværgene ikke rigtigt kunne eller turde komme så langt frem at deres bagerste kunne blive sat under tilstrækkeligt pres.
    Mørkhøj havde derfor bolden meget i denne fase af kampen, men det var tydeligt at Dværgene satte sig mere igennem i nærkampene på midtbanen og i forsvaret. Der gik dog et stykke tid før vi formåede at fastholde bolden på deres banehalvdel, men da var det til gengæld også effektivt. Per trak på tværs på kanten af straffesparksfeltet og lagde bolden til rette for den fremadstormende Kaspar, der helt fra forsvarets bagerste position havde timet sit fremløb så perfekt at han kunne sætte indersiden på og placere bolden utageligt ved den ene stolpe. Et flot mål og en konsolidering af tredjepladsen på topscorerlisten. Imponerende at bagerste mand er blandt de mest målfarlige.
    Målet gav for alvor Dværgene den tænding, der skulle til. Lars F. fik i et sandt arbejdsraseri erobret mange bolde både fremme og tilbage og rev gang på gang Mørkhøjs højre flanke op. Per fik mere plads på midtbanen, hvor han ofte fandt det frie rum, hvor han kunne modtage Stigs præcise udkast og iværksætte kontraangreb.
    Det flotteste af slagsen blev ført frem af Lars F., der over en halv banelængde fører bolden frem i højre side, mens Per og Peter følger med på midten og skaber en tre-mod-en situation. Det ville have været et mål lige efter kontraspillets ABC, men Per kom desværre et halvt skridt for sent til Lars’ tværaflevering, og da målmanden kom godt ud i ham bliver skuddet overplaceret og går tæt forbi det ene målhjørne.
    Mørkhøj har dog også i denne fase masser af godt spil og gode forsøg. Den lange forward rammer en to-tre gange træværket på hovedstød, og den energiske nummer 11 har et godt skud fra kanten af feltet som Stig redder til hjørne med en imponerende refleks.
    Midtvejs i halvlegen fik Dværgene tilkendt et frispark, da Per blev fældet på kanten af straffesparksfeltet. Mørkhøj protesterede, som de havde for vane at gøre ved alle af den ellers udmærkede dommers kendelser. Troels besluttede sig til at prøve at skrue bolden uden om muren, men desværre var Mørkhøjs målmand vågen nok til at parere bolden til hjørnespark. Et godt skud fra Troels, men en god refleks af målmanden, specielt taget i betragtning af at han havde gemt sig bag muren og derfor først kan have set bolden i absolut sidste øjeblik.
    Det så således længe ud til at kampen skulle ende uafgjort. Da dommeren informerer om at der resterer 2 minutter af kampen beordrer Kaspar Dværgene fremad med kommandoen om at ”vi skal ha’ den pind!” - og det havde han jo ret i. Dværgene ville vinde, mere end Mørkhøj ville, og mobiliserer den sidste vilje til en offensiv. Per fører bolden frem på midten af banen, mens Lars K. har søgt i dybden i venstre side og kalder på en aflevering, det bliver dog Claus, der overtager bolden fra Per. Han trækker højre om forsvaret, og da han stadig har en erindring om at nogen havde råbt på bolden i venstre side, smider han bolden ind over, hvor Lars K. fra klos hold kan kaste sig ned i boldens bane og sparke 3-2 sejren i kassen!
    Kort efter var kampen forbi, Dværgene havde endnu engang besejret et stærkt Mørkhøjhold og sluttet sæsonen på fornemste vis. Dette blev fejret på behørig vis. Ikke færre end to flasker champagne blev konsumeret på sidelinien, Bo fik en lufttur der i den grad malede rædslen i hans ansigt, en stolt Peter kunne modtage en Jaguar for sine 25 scoringer, en velklædt formand kunne i bedste managerstil gratulere sit hold, og en synligt rørt Stig kunne holde takketale da han velfortjent fik Dagens Dværg for sin præstation i målet.
    Herefter fortsatte Dværgene ud i det københavnske natteliv, hvor mangen en indisk restaurantindehaver og bartender blev belært om udfaldet af DAIs række C1.
0-1 Peter
2-2 Kaspar
2-3 Lars K.
Startopstilling
Stig

Kaspar
Troels W.            Lars K.

Peter        Claus 

Per

Bænk:
Lars F. (h. midt)

Dagens Dværg:
Stig


Trænerens vurdering:

Stig (10) - var som vanligt rolig i målet og viste et par gode reflekser på vigtige tidspunkter. For en gangs skyld blev en målmand Dagens Dværg i en kamp som vi vandt!

Troels W. (9) - var måske lidt overivrig i starten, hvor han et par gange kom for langt frem i forhold til Mørkhøjs hurtige 11er, men viste stor indædthed og disciplin i 2. halvleg.

Per (10) - var meget energisk i front, hvor han særligt var god til at organisere Dværgenes kontrastød. Også i defensiven var han opmærksom og brillerede særligt med en smuk glidende tackling i en farlig situation i slutfasen.

Claus (10) - havde lidt placeringsproblemer i starten i forhold til Mørkhøjs 3-mands midtbane, men kæmpede sig støt ind i kampen og satte sig godt fysisk igennem både når det gik fremad og bagud.

Peter (9) - virkede en anelse slidt efterhånden - og vel også en smule hæmmet af sin ømme fod. Alligevel var han som vanligt meget værdifuld som boldholdende og -førende spiller. Og sæsonmål nr. 25 blev det søreme også til!

Lars F. (10) - startede som de fleste en smule vagt, men blev mere og mere arbejdsrasende som kampen skred frem. Og samtidig med at Mørkhøj blev trætte blev hans ryk mere og mere insisterende og farlige, hvilket igen sugede deres kræfter.

Lars K. (10) - spillede egentlig ikke sin stærkeste kamp i forsvaret, men præsterede alligevel med vanlig sans for placeringsevne på det rette tidspunkt at blive matchvinder, hvilket må være en god karakter værd.

Kaspar (10) - startede også noget ukoncentreret, men hankede godt op i sagerne i 2. halvleg, hvor han også fik bedre fat i deres store forward. Og med et par stærke ryk fremad fik han både udlignet og hjulpet med til at slide Mørkhøj ned, så vi kunne vinde endnu en kamp på fysikken i slutfasen.