De Syv Små Dværge - BK Saab  2-1 (1-1)
Af Bo Nissen Knudsen

 
Vi kunne mønstre et ret så stærkt hold til træningskampen, og det var da en fornøjelse at sørge for at BK Saab ikke fik revanche for forårets kamp. Så må de jo se om tredje gang skal være lykkens gang for dem i efteråret.
    En stærkt spillende og ivrigt offensiv backkæde fra Dværgene lukkede Saab helt ude af kampen i anden halvleg, specielt ved at lægge et godt offensivt tryk, og det lykkedes endelig til fulde at få kombinationerne godt igang bagerst, som var et af de eksplicitte mål med kampen. Så selv når Saab halvhjertet forsøgte at lægge pres på os højt oppe lykkedes det at spille bolden op mellem dem.
   Ved at højre midt trak frem og venstre midt ind centralt skabte vi god plads til at specielt venstrebacken kunne løbe frem, og særligt Peter benyttede i første halvleg lejligheden til gang på gang at rive Saabs højreside til blods.
    Som en besynderlig følgesvend til det gode kombinationsspil var der dog en slående mangel på aggressivitet hos Dværgene - specielt i første halvleg. Præcis som vi selv fik kombineret os frem gav vi også Saab masser af plads til at føre bolden frem langs jorden, og det fik sit klareste udtryk da Dværgene nøjedes med nøgternt at registrere at Saabs 9er roligt kørte frem over midten og trillede bolden ind i det lange hjørne fra kanten af feltet.
1-1 Lars K.
2-1 Troels H.

Startopstilling


 
Stig

Kaspar
Rune                   Peter

Troels H.       Bo 

Michael

Bænk:
Lars K. (Back)
Claus (Forward/Midt)

    Nu det var en træningskamp kunne vi tillade os nogen arrogance over for resultatet, og Dværgene blev ved som der blev startet uden panik. Og sent i halvlegen kom belønningen: Peter lagde med venstre ben et fladt hjørnespark ind fra venstre, Bo ramte helt forbi med sit venstreben da han forsøgte at halvflugte bolden i mål, men bolden sprang i stedet op til en helt fri Lars K.s venstreben, som færgede bolden ind, mens Saaberne forundret spurgte hinanden om, hvorfor de dog ikke havde dækket HAM op.
    Saab havde flere nærgående forsøg, deriblandt et par stykker på stolpen, og andre reddede Stig spektakulært. Men med to minutter tilbage kunne Troels H. så afgøre det hele på en returbold, som han lobbede lækkert ind over målmanden.
    Returbolden var et resultat af det pres som ikke mindst en utrættelig Claus var med til at lægge forrest. Ved at løbe sig godt i position kom han til mange chancer, men havde desværre ikke lige heldet til at få ramt bolden i røven, snarere ramte han den et par gange i skridtet, så den lige dinglede uden om målet. Den manglende udnyttelse af chancerne fik ham da også til helt uretfærdigt at surmule over sin egen præstation efter kampen.

Selvom vi ikke skal lade os lulle i søvn af en god kamp når vi stiller et stærkt hold var det altså en god generalprøve på sæsonen. Specielt det gode kombinationsspil må vi gerne tage med til første kamp - revanchen for forårets nederlag mod Gnisten FC på lørdag.