Vi håber det bedste!


Det var noget af et skår i glæden over Bededagsnedslagtningen af Sporting Automobil, at Michael måtte udgå med noget som lignede en grim knæskade.
    - Ifølge lægen på skadestuen tyder det på at ledbåndene er intakte, mens det endnu er usikkert hvorvidt menisken er kommet til skade. Det får jeg forhåbentlig afklaret, når jeg om en uges tid skal til undersøgelse på Frederiksberg Hospital, siger Michael.
    Flere af Dværgene har tidligere oplevet lignende. Brødrene Nissen Knudsen har begge tidligere været plaget af knæskader efter vrid, og formand Søren har prøvet truen med menisken. Og det er vist ikke for lidt at sige at ingen ønsker Michael en lignende tur.
    - Status er i øjeblikket, at der er en væskeansamling i knæet samt mindre hævelser. Da jeg endnu ikke kan strække mit ben helt ud, er jeg nødsaget til at komme frem vha. krykkestokke. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg i efter kampen fredags var tæt på at blive scoret af en gammel dame, som var meget imponeret over min hastige fremmarch på fortovet.
    Desværre blev det ikke til scoring af Michael mod Sporting, og måske ikke i en rum tid fremover. Men instinktet fejler altså åbenbart ikke noget.

-bnk