Kære Dværgevenner,

Jeg ville inderligt gerne have været den højestråbende fanatico på sidelinien på lørdag, når I uden tvivl får sendt os i Mesterrækken, men I må klare jer uden mig på sidelinien (hvilket I dog nok også gør uden større problemer). Og her kommer den lange forklaring.

Som de heldige udvalgte Dværge, der fejrede playoff-kvalifikationen på Café Sporten, vil kunne huske - så var mit ben ikke så kønt at se på en uge efter vores kamp med Holmen Okay. Lilla, hævet og ekstremt smertefuldt.

For de helt udenforstående må jeg hellere forklare, at jeg i løbet af kampen fik et spark lige under knæet. Sparket gav en blødning, der satte sig som en halv golfkugle og mest af alt så lidt sjov ud. Jeg spillede videre, og et øjeblik efter gik jeg ned og blokerede et skud, der desværre ramte rent ind på bulen. Derefter havde jeg ikke længere nogen bule, men til gengæld blev hele mit underben fyldt med blod, så det føltes som at spille med en liter mælk bundet til læggen.

Smerterne var stadig ikke slemme, så da jeg havde ligget lidt med benet oppe, gik jeg ind og spillede kampen færdig. Det var jo det sidste for mig i sæsonen, så hvad fanden, tænkte jeg. Og det var meget, meget dumt. Endnu mere dumt var det, at jeg ikke fik is på efter kampen - og at jeg ikke engang løftede det op i luften. Benet blev abnormt stort. Uden at overdrive blev omkredsen fordoblet i løbet af nogle timer. Jeg syntes stadig, det var lidt sjovt, selvom min kæreste blev sur over, jeg ikke tog på skadestuen.

Det gjorde jeg ikke. I stedet tog jeg på arbejde dagen efter og viste stolt mit ben frem, som den store idiot, jeg er. Og selvom kæresten fik mig overtalt til et skadestue-besøg dagen efter, gjorde det stadig ikke det store indtryk. Lægen sagde, at der ikke var den store grund til bekymring, selvom han vurderede, at det var mellem en og halvanden lidt blod ekstra i underbenet(!). Han bad mig om at gå hjem og tage benet op i nogle dage, men det gjorde jeg så ikke.

Den lange smertefulde historie bliver nu afkortet lidt, så I ikke keder jer for meget, men smerterne blev værre og værre, og jeg var ved at besvime et par gange, hvor jeg prøvede at stå op og tisse. Jeg måtte så sidde ned i stedet. Og gør det stadig.

For fra at have været en blødning var der nu trådt komplikationer til, fordi jeg ikke tog det alvorligt. Og da jeg endelig kom til lægen i torsdags, ville han indlægge mig på stedet. Det fik jeg talt ham fra, men problemet var, at det høje tryk, der har været i benet siden kampen mod Holmen Okay (for to uger siden) var igang med at kvæle mine muskler forrest i benet. Og hvis først musklerne bliver kvalt, er de væk for altid. Og jeg skulle så gå rundt med en vissen fod og halte i resten af mit liv.

Eneste behandling af problemet er at skære benet op fra fod til knæ, derpå skære hinden op, som muskerne ligger i, og så at ligge der med opsprættet ben i nogle dage, for at give musklerne god plads til at komme sig i. Ikke noget særlig rart scenario.
Nå - men min læge lod mig slippe med en stavnsbinding til sofaen i en uge. Jeg er nu på tredjedagen fastlåst til min plads her i hjørnet og må kun få en meget lille tur i stuen en gang i timen - for at forhindre blodprop i benet.

Mit ben har det bedre, men hævelsen omkring den oprindelige blødning er stadig på størrelse med en halv tennisbold - selvom der er gået to uger. Og chancen for, at jeg kommer mig helt, er god. Så hvorfor skriver jeg alt det her? Fordi andre Dværge bør lære af det. Mit forløb med mange smerter og sygemelding fra arbejde i en uge kan på ingen måde (overhovedet) måle sig med Stigs skadeshelvede. Men pointen og forskellen er, at jeg selv er skyld i, at det gik så galt. Hvis jeg bare havde taget skaden seriøst fra første øjeblik, var det aldrig gået så galt. Så lær af det her - kære venner. Får I en blødning, så smid benet op og kom is på, sid oppe med benet derhjemme LÆNGE. Og lad være at være så latterligt macho-agtige.

Og vind så den kamp på lørdag.

kh
Troels

Fra Cafe Sporten. Klik på billedet for en større version.