Julefrokost 2005

Det var tæt på overhovedet ikke at blive til nogen fejring af sæsonen 2005, for Bo var blevet mere end almindelig syg, og derfor var Dværgenes tag over hovedet til aftenens begivenhed pludselig blevet noget af et problem. Nogle snarrådige Dværge ville det heldigvis anderledes, og med hjælp fra Sørens gæstfrihed og en tom, ledig to-værelses lejlighed, som Søren altid har stående i sådanne nødstilfælde, blev det til et gilde som undertegnede desværre ikke kunne huske allerede samme dag...

Nogen vil måske mene, at det var et dårligt tegn, men herfra skal der lyde en stor tak til alle dem, der medbragte det varierede, stærke og meget smagfulde øl. Desværre betyder det at undertegnede ikke kan beskrive store dele af forløbet, hvorfor jeg må forholde mig til de sparsomme noter, der blev taget undervejs. De er som følger:

Årets Topscorer

På trods af den dårligste målscore, færrest scorede mål, færrest antal af spillere der scorede i Dværgenes historie, så har det altid stor betydning at vi har én som kan sætte den afgørende fod på og gøre det ofte. Derfor hyldede vi den kathtyggende, solramte og vanskelig kontaktbare Peter denne aften. Til lykke med de 14 mål!

Årets Dumpe

Årets nye pris, med tilhørende vandrepokal ikke at forglemme, gik til den Dværg der udmærkede sig ved for alvor at træde ved siden af. Det være sig enten på banen, i omklædningen, inden kamp eller - som det endte med at blive - ved ikke at være til stede. De nominerede var:

- Bo: For manglende bolig til julefrokosten
- Claus: For manglende fodboldstøvler til kamp
- Brian (x2): For at være ekstra hidsig til en kamp pga. sin kærestes tilstedeværelse + For et sent kampreferat
- Christian (x3): For manglende fremmøde til kamp + For manglende afbud til kamp + For manglende referat
- Troels (x2): For selvmål mod Glostrup + Skud mod baby i Birkerød
- Saaby: For at planlægge bryllup på kampdag (0-7)

Sidstnævnte blev den suveræne taber, af den ikke så eftertragtede, men utroligt grimt udformede havedværg og titlen som Årets Dumpe. Tak herfra.

Årets spiller

Var jo på forhånd udregnet, og her er en oversigt over årets top 5:

1. Brian: 85 procentpoint
2. Saaby: 56.19 procentpoint
3. Christian: 55.23 procentpoint
4. Claus: 53.41 procentpoint
5. Peter: 51.59 procentpoint

Til lykke til Brian med en suveræn sæson hvor han, som tallene afslører, har været urørlig i konkurrencen som Årets Spiller.

Årets Mål

Vi fejrede som altid denne enkeltpræstation såvel som det smukke opspil, lykketræffet og det vigtige mål. Vi fejrede dét der gør fodbold så fantastisk at være en del af. Nogen bruger en hel sæson på at nærme sig det som for andre er et krav, der skal leves op til i hver eneste kamp. Målet.

De nominerede var:

- Saaby: Direkte frisparksmål i sidste kamp
- Brian (x3): Langskud udefra i sidste kamp, Tæmning, jonglering og scoring i en bevægelse i sidste kamp og Målet til 1-0 mod BK Star (Dribling med opspil)
- Ole I.: Alle mod en målet i kampen mod BK Star
- Peter: Målet som venstre back med højrebenet i kampen mod BK Star

Her snuppede Brian sin anden titel for målet hvor han tæmmede, jonglerede og helflugtede bolden i mål efter en lang, præcis aflevering fra Ole E. Til lykke med at have scoret Årets Mål, Brian!

Årets Dværg

Her er der ingen noter at forholde sig til, så jeg beklager over for alle dem der ikke bliver nævnt, men skylden må falde på de store, procentrige øl. De nominerede var (Skål!!!):

Stig
Rune
Saaby
...
...
...

Træneren var så heldig at blive valgt som Årets Dværg, og når man tænker på hvem man så kommer i selskab med ved at blive tildelt denne ærefulde pris, så takker jeg mange gange.

Afslutningsvis vil jeg igen takke Søren for hans gavmilde opbevaring af meget fulde (eller var det kun mig, der gik ind i den usynlige dør?) Dværge. Tak for 2005!
-psaaby

 

Kåringer

Årets Topscorer
Peter (14 mål)

Årets Dumpe
Per Saaby (dårlig bryllupstiming)

Årets Spiller
Brian (85 %p.)

Årets Mål
Brian (2-0 mod BK Star)

Årets Dværg
Per Saaby